Det coping-orienterede paradigme

 

Det coping-orienterede paradigme har rødder i psykologien.

Det er som udgangspunkt et individualistisk paradigme, der lægger vægt på at den enkelte lærer at tackle livets udfordringer, følelser og forandringer på en hensigtsmæssig måde. Paradigmet fokuserer på individets perception, vurdering og handling i forbindelse med potentielle stressorer. (Lazarus, 1999; Lazarus & Folkman, 1987; Folkman & Lazarus, 1980).

Coping kan betragtes som personbestemt (hver person coper på sin egen karakteristiske måde) eller situationsbestemt (hver form for stressor afstedkommer bestemte copingformer).

Det er ikke, hvordan du har det, men hvordan du ta’r det

 

Som mennesker udsættes vi hele livet for større og mindre stress-belastninger. Det kan ikke undgås. Med udgangspunkt i dette paradigme anskues en stressor kun som belastende, hvis den opleves og fortolkes som belastende af individet.

Ved coping forstås mentale og/eller adfærdsmæssige reaktioner på belastninger, trusler, tab og udfordringer

Indenfor coping litteraturen skelnes der mellem forskellige coping strategier – fx

  • Problem-fokuseret coping
  • Konfronterende coping
  • Emotions-fokuseret coping
  • Distancerende coping

Coping er et centralt begreb

Coping kan oversættes til “mestring” eller “tackling”. Vi kan tackle situationer eller mestre vores tanker, følelser og adfærd på mange måder. Derfor er det vigtigt at skelne mellem hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige måder at cope på.
De mindre hensigtsmæssige coping-strategier er fx tackling af stress-symptomer ved brug af alkohol, stoffer, mad, medicin og i yderste konsekvens selvmord.