Paradigmet om italesættelse af stress

I en bog fra 2002 gør Wainwright og Calnan op med hele den moderne stress-diskurs. Deres hovedargument er, at stress er en social konstruktion, der har vundet udbredelse i den industrialiserede verden i de seneste 20-30 år, og som tjener en række funktioner – herunder:
  • Stress gør det muligt at sætte en nem etikette på tidens mange trusler og udfordringer. Og tilmed en etikette, der gør det legitimt for alle at fokusere på sig selv og egne symptomer og skavanker.
  • Italesættelsen af stress (og udbrændthed) opererer med en risiko for offermentalitet, hvor den almindelige lønmodtager, klient eller borger fritages/fratages ansvaret for sit eget liv.
  • Stress retfærdiggør en voksende sektor af konsulenter, behandlere, coaches, foredragsholdere og skribenter, der lever af stress, uden at bidrage med evidensbaserede metoder til at afhjælpe problemet.
  • Stress-diskursen baseres på forskning, som nogle mener, legitimerer sig selv gennem en række af selvbekræftende rapporter og artikler. Indviklede statistiske beregninger eller psykofysiologiske modeller er med til at legitimere paradigmet.
  • Konstruktionen understøttes af fagbevægelsen og de venstreorienterede partier – som derved har en “psykologisk afløser” til den materielle nød, der efterhånden er afskaffet i høj-indkomstlandene.

Alt er relativt

I Danmark er dette paradigme ikke voldsomt udbredt. Nogle af de spørgsmål paradigmet rejser er:
  • Er virkeligheden en social konstruktion?
  • Har den måde, vi italesætter fænomenerne på, indflydelse på vores forståelse og handlinger?
  • Er det reelle tal, når man kan registrere, at antallet af stress-relaterede lidelser er stærkt stigende i forsikringsselskabernes statistikker?