Fra aske til ild…
Har du hørt om muligheden for, at mennesket kan frigøre sig fra alt hvad hvad der hidtil har været erkendt og vågne op i en dimension af Liv så strålende, allestedsnærværende og altgennemtrængende, at Nærvær blot er et udtryk på vejen?
“Fra aske til ild” er et forsøg på, i 4 ord, at udtrykke essensen af min rejse i Indien. Det er den eneste måde hvorpå jeg, lige nu og kun antydningsvis, kan inkludere de erkendelser og dynamiske processer der kan udfolde sig gennem mødet med åndelige lærermestre.
Indien er for mig blevet en åndelig legeplads med fordybelse, dynamisk vækst og intuitive erkendelser. Erkendelser der gang på gang og lag efter lag, udfolder sig i indre tilstande og magiske eventyr.
På den netop afsluttede rejse i marts, var mit oprindelige udgangspunkt meditativ tilbagetrækning i templet hos min læremester Sri Sri 1008 Swami Avdhoot Ji Maharaj…
Det blev dog kun til 7 dages intensiv praksis i templet i Delhi – for hvad jeg ikke vidste var, at der skulle udfolde sig en pilgrimsrejse i Shiva og Shakti´s fodspor – altsammen under SwamiJi´s kyndige vejledning.
Rejsen bragte mig bl.a. til:
- VaisnoDevi i Katra (Jammu/Kashmir området i nordindien)
En bjergvandring i raskt tempo (5-6 timer i alt) 12 km op og 12 km ned. Den dag dog i massiv regn, torden, iskold blæst og hagl – lidt krævende, men hele turen værd. Templet er beliggende lige under de sneklædte bjergtoppe. På ruten findes jævnligt te-og spisesteder.
Billedet herover er taget dagen efter min vandring, hvor vejret var vejret noget mere imødekommende.
Det siges i Indien at Gudinden tester sine bejleres vilje og udfordre deres fysiske formåen.
Trods hendes allestedsnærværende kraft og eksistens er hendes tempel ofte højtbeliggende.
Den som ønsker at stå ansigt til ansigt med hendes blændende nærvær opnår ikke adgang uden først at have luftet lungerne og mærket livets fylde i kroppen. Den som søger at modtage hendes direkte velsignelse, må som regel være uselvisk i både krop og sind.
Med andre ord: det er ikke kun blandt mennesker, at en ganske særlig indsats er påkrævet for at opnå kvindens udelte opmærksomhed, intuitive nærvær og kærlige omsorg:0)
- Mata Ji templet i Nasik – her fører 1000 trappetrin op til templet.
Nasik er en af de 4 hellige byer hvor Khumb mela afholdes, 2 måneder, hvert 3. år.
Khumb mela er verdens største spirituelle festival med op mod 60 mio. deltagere.
De øvrige tre byer er Ujjain, Allahabad og Haridwar.
Næste Mela er i Ujjain i 2016. Forberedelser og nye byggerier i byen er i fuld gang.
- Gudindens templer i byerne Indora og Dewas.
I løbet af 4 dage tilbagelagde jeg dessuden mere end 2000 km for at besøge 5 ud af Shiva´s 12 Jyotir linga; Mahakaleshwer, Omkareshwer, Bhimshanker, Triyambkeshwer og Grishneshwer.
De 12 Jyotir Linga er spredt i hele indien – fra Kedarnath i nord til Rameswar i syd og fra Vishwanath templet i Varanasi (UttarPradesh), til Somnath templet i Saurashtra (Gujrat).
I hinduismen repræsenterer en JyotiLing Guds sande natur i form af lys (flamme).
Den er udtryk for formløs essens – i stand til at antage en hvilken som helst ønsket form.
Der er en udbredt hengivenhed og tro på at den som velsignes af nærværet i og omkring de 12 Jyotir Lingas,
vil bringe lykke, fred og tilfredshed til alle.
I mytologien symboliserer en en Shiva linga bl.a. syntesen og potentialet i foreningen af det maskuline og feminine.
Undervejs på denne slags rejser, absorberes energien fra de de forskellige steder og templer i alle kroppens celler, bevidstheden stimuleres til udvidelse og det er ikke usædvaneligt at komme i kontakt med dybe essentielle nærværs- og væren-tilstande.
Du er velkommen til at skrive til mig hvis du drømmer om at komme med på Spiritual Journey i 2015.