Mere grønt, mindre madspild i Go´morgen Danmark d. 6. januar 2020

Mandag d. 6. januar havde jeg igen fornøjelsen af at kokkerere i Go`morgen Danmark. Menuen var simpel og lavet som en inspiration til at komme grønt og mavevenligt i gang med det nye år. Vi ved nemlig godt, at det ville være både sundt og klimaklogt, at spise mere grønt, men i en travl hverdag gør vi som vi plejer.

Friskpresset bladsellerijuice

Friskpresset bladsellerijuice (1-2 pers)
2 bdt frisk økologisk bladselleri
_______________

1. Skær bunden af hvert bundt bladselleri og skyl stænglerne godt i koldt vand.
2. Pres selleristænglerne i juicepresser og drik juicen fra morgenstunden på tom mave.

Undgå at tilsætte øvrige ingredienser – dvs. ingen citron, æble, gulerødder eller hvad du ellers kunne drømme om. Vær opmærksom på at juicen styrker din fordøjelse. Og som mange andre friske grøntsager, er bladselleri fyldt med gavnlige fibre, vitaminer og mineraler.

Kom grønt igang med det nye år

Vær kærlig ved dig selv og skab nye positive madlavnings- og kostrutiner dag for dag. Begynd at give dine grønne måltider lidt højere prioritet. Eksperimenter med nye opskrifter og reflekter over, hvordan du kan samarbejde med kroppen og vise taknemlighed for alle de funktioner den udfører hver dag, imens du er optaget af andre ting.

Suppe af selleriresterne

Suppe (4 pers)
2 bdt bladselleri – fibre/rester fra friskpresset bladsellerijuice
1 blomkålshoved
1 porrer
100 gr kartofler, skrællede og skåret i kvarte
20 hele peberkorn
5 limeblade
1 l vand
1-2 ds kokosmælk (400 ml)
2 dl hvidvin
2-3 spsk grøntsagsbouillonpulver

1-3 spsk fintsnittet frisk ingefær, efter smag
_________________________

1. Skyl blomkålen og skær den i mindre stykker. Brug gerne både stok og blade.
2. Skær et snit i porren på langs og skyl den grundigt. Skær derefter porren ½-1 cm tykke ringe.
3. Skræl kartoflerne og skær den i kvarte.
4. Kom alle grøntsagerne og de øvrige ingredienser ti i en gryde.
5. Kog suppen op og lad den simrekroge ca. 35 min. til alle grøntsagerne er møre.
6. Fjern limebladene, blend suppen med friskskåret ingefær, og smag den til efter din foretrukne tilsmagningsvariation.

Obs! Hvis suppen er for tyk, kan du tilsætte ekstra kokosmælk eller vand og grøntsagsbouillon.

Tilsmagning – 3 variationer

Tilsmagning:
Smag suppen til når du blender den. Vælg mellem rød-, grøn- eller gul karry

  • Rød karry – variation
    1-2 spsk rød karry paste, efter smag
    1-2 friske tomater, efter smag
  • Grøn karry – variation
    1 bdt friske koriander
    2-3 spsk grøn karry paste, efter smag
    2-4 spsk soya, efter smag
  • Gul karry – variation
    1 tsk støt gurkemeje/1-2 spsk friskrevet
    2 tsk støt gul karry
    1-2 tsk hel spidskommen, frø
    lidt tørrede chiliflager efter smag

Toppings

Topping:

  • Sprød grønkål
    200 gr grønkålsblade
    2 spsk sesamolie
    ½ tsk fint atlanterhavssalt

1. rib stilkene af grønkålsbladene
2.  skyl dem grundigt i koldt vand og tør dem i en salat slynge
3.  beklæd en bageplade med bagepapir og tænd ovnen på 130 grader
4.  fordel grøntkålsbladene på bagepapiret, masser/vend dem med sesamolie og salt
5.  sæt bagepladen i ovnen og lad grønkålen bage ca. 35 min til bladene er tørre og helt sprøde. Sluk for ovnen og lad bladene tørre ved eftervarmen.

Topping:

  • Sprøde græskarkerner
    100 gr græskarkerner
    1 spsk soya
  1. Hæld græskarkernerne i et lille ovnfast fad, vend dem evt. med lidt soya og stil dem i ovnen sammen med grønkålen.
  2. Bag kernerne sprøde i ovnen ca. 20 min. og vend dem et par gange undervejs, så de bliver ensartet gyldne og sprøde hele vejen rundt.

Topping:

  • Frisk tomat skåret i fileter
    Skær tomater i kvarte, fjern kernerne (dem kan du blende sammen med suppen), pres forsigtigt tomatstykkerne flade og skær skindet af. Skær derefter tomatkødet i fileter.

Keep it simple

Ved at kombinere mad og mindfulness, bliver det nemmere at opdage, hvornår, hvordan og hvorfor vores kostvalg (ikke) lever op til vores behov og ønsker om velvære.

Skal 2020 være året hvor du finder balance og velvære i både krop og sind?

Keep it stressfree

Desværre får travlhed og tidspres mange danskere til at købe flere forarbejdede fødevarer og færdigretter. Det risikere at skabe en negativ ernæringsspiral, fordi mange forarbejdede fødevarer har et lavere indhold af gode næringsstoffer (vitaminer og mineraler), end fx frisk frugt, tang, nødder og grøntsager.

Keep it clean

Kroppens behov for kvalitet og gode næringsstoffer, kan skabe en trang til at overspise, hvis kvaliteten af de fødevarer vi spiser er dårlig. Og vupti så risikerer vi at få skabt en ubevidst tendens til fejlernæring og overspisning af kalorietunge, forarbejdede eller ernæringsfattige fødevarer, som sindet måske elsker, men kroppen lider under. Du kan hjælpe både krop og velvære, ved at spise mere grønt og mindre junk.