Ilt er kroppens vigtigste næringsstof
Hele 70% af kroppens affaldsstoffer udskilles via åndedrættet.
Desværre trækker de færreste mennesker vejret ordenligt, for når vi oplever stress og travlhed er vi tilbøjelige til at trække vejret mere overfladisk. Det hæmmer sundhed og vitalitet i både krop og sind.
Brug åndedrætsøvelser til at genskabe balance og energi.
Boost din energi, skab indre ro og oplev fred i sindet
Alle funktioner i krop og sind bruger energi til at udføre deres formål. Tanker, følelser, ord og handlinger dræner kontinuerligt kroppens vitalitet, og åndedrættet genetablerer livskraften.
Din vitalitet kan intensiveres markant ved at kombinere meditation, stilhed og åndedrætsøvelser i en daglig praksis.
Åndedrætsøvelser dæmper stress
Tre minutters pause til hjernen reducerer i flg. BFA (viden om restitution) indholdet af stresshormonet adrenalin med 30 %.
Ved at trække vejret dybt eller have sunde relationer med andre i de tre minutter reduceres indholdet af adrenalin med 50 %. Der er altså god grund til at huske pauserne og de gode relationer i løbet af dagen.
Åndedrætsøvelser aktiverer det parasympatiske nervesystem, som er forbundet med kroppens afspænding. Åndedrætsøvelser er derfor en effektiv hjælp til at dæmpe stress.
Dybe vejrtrækninger styrker desuden hjerte og kredsløb, som masseres og stimuleres ved hvert åndedrag. Også tarmene og dine indre organer får massage når du trækker vejret dybt.
Samtidig påvirker den øgede iltning af blodet hjernen positivt og det styrker din koncentrationsevne.
Lad åndedrættet strømme ind og ud igennem næsen når du laver åndedrætsøvelser. Det tempererer luften, mens fimrehårene i næsen filtrer småpartikler fra, så de ikke ender i lungerne.
Mellemgulvet er nøglen til afspænding
På indåndingen udvider brystkassen sig og diaphragma (mellemgulvet) bevæger sig nedad. Det udvider lungerne og skaber et undertryk, som trækker luft ned i lungerne.
På udåndingen slapper musklerne af, brystkassen sænker sig og trækker lungerne sammen. Det presser automatisk luften ud af lungerne.
Desværre er åndedrættet og solarplexus også det første vi blokerer, når vi føler os truet i vores kontakt med omverdenen. Derfor er det kun de færreste der ånder fuldt, helt og frit.
Mellemgulvet er nøglen til afspænding, til stimulering af den 10. kranienerve* og til at absorbere mest mulig energi gennem åndedrættet. Jo mere livsenergi du modtager, jo mere vitalitet, årvågenhed og sundhed vil du opleve i krop og sind.
* Vagusnerven forbinder hjernen med lungerne, hjertet, mellemgulvet og organerne i bughulen. Det er den længste af de 12 kranienerver og den styrer den parasympatiske del af nervesystemet, der varetager kroppens afspænding, fordøjelse og restitution.
Tag en pause & træk vejret
Tag en pause & Træk vejret er et online audio program, der guider dig gennem 6 forskellige åndedrætsøvelser
- Det naturlige 3-trins flow
- Åndedrætskontrol
- Liggende afspændings åndedræt
- Stående åndedrætscentrering
- Dynamisk åndedræt
- De 4 åndedrætsbevægelser
Pranayama
I den vediske tradition er Pranayama er en fagbetegnelse for:
- en tilstand af dyb hvile i livsenergi og vitalitet
- en serie yogiske teknikker til kontrol, regulering og udvidelse af den vitale livskraft
- metoder der bruges til at bevare livsenergien i krop og sind
Prana betyder vital energi/ livskraft.
Sanskrit ordet PRANA udspringer af pra (primær, første, før) og an (ånde, bevæge, leve)
Prana er et medie for bevidsthedens udtryk i alle livets former. Det den livskraft, der er tilstede i alt levende.
Gennem sindet passerer livskraften ind i kroppen. Alle sindets bevægelser styres af prana. Hvis prana er i ubalance bliver sindets funktioner forstyrret. Et forstyrret sind, skaber ubalance i vores liv og personlighed.
Pranayama udgør den 4. metode i Patanjali´s asthanga yogasystem, der udspringer af Raja yoga filosofien. (Sindets yoga). Regulering og harmonisering af livskraften skaber ro og stabilitet i sindet.
Prana-yama
Yama er en metode til at hvile i og regulere livskraft ved hjælp af selvbeherskelse og mådehold. Metoden består af 5 fysiske forholdemåder til andre og den ydre verden.
Pran-ayama
Ayama (uden kontrol) er en udvidelse eller forlængelse af livskraften.
Prøv Ujjayi Pranayama
Måske har du allerede hørt om Ujjayi pranayam.
Ujjayi betyder opadgående bevægelse eller udvidelse, og “jay” betyder succes. Ujjayi åndedrættet kan derfor oversættes til “succes med at styrke lungerne”.
Det kaldes også for sejrs-åndedrættet (sejr over sindets bevægelse) eller ”det psykiske åndedræt” fordi teknikken effektivt internaliserer opmærksomheden og reducerer sindets aktivitet. Det medfører naturligt meditative tilstande og resulterer i en dyb, rolig åndedrætsbevægelse.
Du kan lave åndedrættet anytime – anywhere!
- Ujjayi pranayam udføres ved at ånde ind og ud gennem næsen.
- Lad åndedrættet passere ned gennem svælget.
- Spænd let i strubelåget så halshullet snævres blidt ind og passagen af luft frembringer en hæs hvislende lyd, både på ind- og udåndingen.
- Ånd helt nede fra maven og læg mærke til at den blide åndedrætskontrol forlænger åndedrættets passage ind og ud af kroppen. Når du påvirker åndedrættet, påvirker du samtidig sindet.
- Brug lyden som et anker for sindet.
- Nyd din genvej til indre ro – når som helst, hvor som helst!
Nemt ikk?
Obs! Undgå at bruge åndedrætsteknikken, hvis du er meget følelsesmæssig nedtrykt.
Yama er den første metode til forening i Raja Yoga systemet
Yama er den første af otte metoder til Yoga (forening af den begrænsede og ubegrænsede bevidsthed) indenfor Raja yoga. Måske bedre kendt fra Pataljali´s asthanga yoga i vesten.
De otte metoder til yoga er:
- de 5 bud (Yama)
- de 5 regler (niyama)
- holdning (asana)
- den rette kontrol over livskraften (pranayama)
- abstraktion (pratyahara)
- agtpågivenhed/koncentration (dharana)
- meditation (dhyana)
- absorbering/kontemplation (samadhi)
Raja yoga kaldes også for sindets yoga. Systemet består af psykofysiske metoder, der lærer udøveren at mestre een ting ad gangen og kontrollerer sindet.
Teknikkerne, der knytter sig til metoderne, resulterer i en systematisk forening af krop, sind og sjæl, udvikling af psykiske evner og oplysning af sindet.
Yama er en metode til at vedligeholde livsenergien. Metoden består af 5 adfærdsmodificerende forholdemåder, der bevarer og balancerer energien i krop, sind og følelser.
Den fysiske natur
1. harmløshed/ikke-vold
2. sandfærdighed i tale
3. afholdelse fra tyveri
Den astrale natur
4. afholdelse fra fysisk begær og emotionel udsvævelse
Den mentale natur
5. afholdelse fra griskhed/mentalt begær)
Yama kaldes også for dødsrigets vogter. Det giver jo god mening, eftersom åndedrættet er altafgørende for livet i kroppen. Vi starter vores jordiske rejse med en indånding og slutter en udånding.